Livet i Torup
Økosamfundet Hvidkilde ligger i Torup – en lille, velfungerende landsby i Halsnæs Kommune, som også rummer Økosamfundet Dyssekilde og det kommende bofællesskab Vænget.
Torup er en landsby i udvikling, omgivet af smuk natur og med en særlig atmosfære. Torup tiltrækker mennesker, der ønsker at bo tæt på naturen, men som stadig gerne vil have adgang til fællesskaber, kultur og gode hverdagstilbud. Her er plads til både fordybelse og samvær.
Det er et sted, hvor man hilser på hinanden – og hvor en hurtig tur til Brugsen nemt kan tage lidt længere, fordi man møder nogen man kender og falder i snak undervejs.
Landsbyen rummer mange muligheder. Der er aktiviteter og arrangementer året rundt – både de mere stille og de festlige. Her er et stærkt lokalt engagement og lyst til at skabe noget sammen.
Børnene kan gå i den lokale skole helt op til 9. klasse. Vi har en hyggelig børnehave og dygtige dagplejere til de mindste.
Til hverdagen har vi det meste lige ved hånden: En helsebutik, et sommermadmarked med lokale varer og en lille, men velassorteret Brugs med gode åbningstider. Og dertil både frisør og restaurant, en repair-café og en grejbank til dem, der har brug for værktøj eller udstyr.
Kulturlivet er alsidigt – med musik, teater, foredrag, film, kirkelige arrangementer og gallerier. Der er også masser af fritidsaktiviteter som yoga, dans, massage, klatring, tai-chi, bogklub og strikkeklub.
Vi har togstation i byen og toget mod Hundested/Hillerød kører hver halve time, og på bare ti minutter med cykel er du ved Kattegat, og de smukke strande.
Torup er et sted, mange vælger at flytte til – men også et sted, man bliver!